Tornbjerg Gymnasium, grundlagt 1981, er et mellemstort gymnasium beliggende i Odenses sydøstlige udkant med ca. 21 klasser og omkring 600 elever.
Forløberen for Tornbjerg Gymnasium var Fyns Amts Nye Gymnasium, der var beliggende i det daværende Odense Universitets tidligere bygninger ved Niels Bohrs Allé. Gymnasiet blev åbnet i 1979. To år senere indvies Tornbjerg Gymnasium, der er tegnet af arkitektfirmaet Friis og Moltke. Gymnasiet er udført i rødt tegl, som det var typisk for 1980’ernes byggeri.
I perioden august 2009 til januar 2011 blev skolen udbygget med nye moderne naturfagslokaler, dramalokale, musiklokaler, fitnesscenter, kantine, konferencedel samt studiecenter. I perioden fra 2012-13 er skolen yderligere blevet ombygget, så den nu også rummer flotte, lyse kontor- og mødefaciliteter samt et personalerum (lærerværelse), der kan rumme skolens ca. 65 ansatte.
Udendørsarealerne er ligeledes gennemgået en fornyelse, idet der i perioden 2012 – 2014 er indrettet solgård med siddeelementer, multibane, grønne områder og legeredskaber som supplement til skolens fodboldbane.
Rektorer gennem Tornbjergs historie
1978 – 1990 | Jens Jørgen Koch |
1990 | Lars Elbrønd (fungerende rektor) |
1990 – 2007 | Lene Pind |
2007 – 2008 | Lars Elbrønd (fungerende rektor) |
2008 – 2020 | Carsten Claussen |
2020 – | Brian Linke |