Erasmus+

På Tornbjerg drager vi næsten hvert skoleår nytte af EU’s udvekslingsprogram inden for uddannelse, Erasmus+. Erasmus+ giver mulighed for f.eks. at have sprogassistenter i vores fremmedsprogsundervisning. Det betyder, at man som elev på et spanskhold eller tyskhold kan få glæde af at have en assistent med sproget som modersmål som en central del af undervisningen.

Ligeledes giver Erasmus+-deltagelse skolens ansatte og elever mulighed for at indgå i tæt samarbejde med andre europæiske skoler. I øjeblikket har Tornbjerg et samarbejde med en skole i Montpellier i Frankrig, hvor franskholdene siden 2018 har været på udveksling i efteråret.