Frimusik

Elever der har lyst til at synge eller spille musik efter skole, kan melde sig til frimusik. Skolens musiklærere sammensætter bands og kor på baggrund af de tilmeldtes ønsker og niveau, hvorefter vi øver en gang om ugen – i første omgang frem mod at optræde til Amatøraften i november.

I december kan man tilmelde sig band eller kor til Årsshowet. Forestillingen er skrevet og drevet af elever og indeholder altid masser af musik og sang. Der øves intenst i januar frem mod forestillingerne i slutningen af måneden. Det er en stor oplevelse at være med i dette store projekt, hvor 60-80 elever deltager inden for instruktion, skuespil, musik, dans, kostumer, PR, kulisser, lyd og lys.

Efter vinterferien starter frimusik op igen. Nu øves der op til forårskoncerten i april.

I slutningen af skoleåret kan man tilmelde sig MusikMageri, en koncert i august med bands fra alle de fire STX gymnasier i Odense.

Vil man hellere spille musik på egen hånd, er der også mulighed for at få blive en del af skolens øvelokaleordning. Man kan stadig tilmelde sig både Amatøraften, Forårskoncert og MusikMageri.

Tornbjerg gymnasium har desuden et samarbejde med UngOdense omkring instrumentundervisning på Blangstedgård, som ligger blot 2 km væk fra skolen.

De elever som interesserer sig for teknikken bag, på og foran scenen, kan tilmelde sig skolens lydhold. Lydholdet står for lyd & lys til skolens større arrangementer som Amatøraften, Juleafslutning, Årsshow, Forårskoncert, Gallafest og Dimission.